#One: Et lille analogt gylp nedskrevet fra min hånd

Kære alle sammen.

I dag står vi over for en udfordring, der måske virker usynlig, men som i stigende grad griber ind i vores børns liv og udvikling. Teknologi og kunstig intelligens har utvivlsomt bragt mange fremskridt og bekvemmeligheder med sig, men vi må også erkende de potentielle farer, der følger med vores stigende afhængighed af skærme, især når det kommer til vores børn.

Det er blevet mere og mere almindeligt at se børn, der bruger timer foran en skærm – om det er en tablet, en smartphone eller en computer. Og selvom disse enheder kan tilbyde læring og underholdning, er der voksende bekymring for, hvordan overdreven skærmtid påvirker vores børns udvikling.

Flere studier peger på, at for meget tid foran en skærm kan have en negativ indflydelse på børns kognitive udvikling. I stedet for at udvikle deres evner til at tænke kritisk, løse problemer og kommunikere, kan børn blive fanget i passiv underholdning, hvor de blot modtager information i stedet for at bearbejde den. Med andre ord, der er risiko for, at børn bliver ”dummere” af at tilbringe for meget tid foran en skærm. De lærer måske at swipe, men hvad med de vigtigere færdigheder, som kun opnås gennem fysisk leg, sociale interaktioner og udforskning af verden omkring dem?

Udeleg, som tidligere var en integreret del af barndommen, risikerer at blive en sjældenhed. Den frihed og kreativitet, der opstår, når børn leger udenfor, er uvurderlig. Det er her, de lærer at samarbejde, løse konflikter og opbygge venskaber. Men i dag ser vi, at denne type leg ofte bliver erstattet af ensom tid foran en skærm. Sociale færdigheder, som engang blev udviklet gennem ansigt-til-ansigt interaktioner, bliver nu forsømt, og vi ser en stigning i ensomhed og isolation blandt børn.

Vi lever i en tid, hvor vi er mere for os selv end nogensinde før. Og det er ikke bare en tilfældighed. Vores børns sociale bånd bliver svagere, og deres afhængighed af skærme bliver stærkere. Men det er ikke for sent at vende udviklingen.

Vi, som voksne, har et ansvar. Vi skal hjælpe vores børn ud af denne skærm-afhængighed, før det er for sent. Det handler om at finde balancen – at give børnene mulighed for at nyde teknologiens fordele, men samtidig sikre, at den ikke overtager deres liv.

Vi skal opmuntre til mere udeleg, til mere tid med venner og familie uden en skærm imellem dem. Vi skal give vores børn chancen for at opleve verden med deres egne øjne, ikke kun gennem en skærm. Og vi skal gøre det nu. En del af dannelsen på Sophie Amalie tager fat på dette område. Vi er ikke angste eller forskrækkede over ny teknologi – overhovedet ikke – vi vil bare tage styringen af livsindhold tilbage.

Lad os tage dette ansvar alvorligt. For vores børns skyld. For deres fremtid. For vores egen skyld. For vores samfund.

Tak og kærlig hilsen

Pierre